CFC – en musikforening

Copenhagen Folk Club er en frivillig forening, der arrangerer koncerter med folkemusik i København. Du kan ofte finde de populære navne her, som også spiller på de store spillesteder i landet, men i Copenhagen Folk Club kommer du tættere på musikerne og det er som regel også billigere.

Det er derfor en god idé at holde øje med vores koncertkalender, hvis du er ude efter en koncert med folkemusik i høj international klasse.

Koncerterne afholdes primært i Metronomen på Frederiksberg, hvor foreningen selv har en café under koncerterne. Priserne her er rimelige og al intægten går til afholdelse af koncerter.

Samtidig er Copenhagen Folk Club også mødested for folkemusikinteresserede og det er hyggeligt at komme og være en del af det spændende musikmiljø.

Læs foreningens vedtægter
Vedtægter.pdf

Bestyrelsen
Copenhagen Folk Club administreres af foreningens bestyrelse. I koncertåret 2011 er bestyrelsesmedlemmerne som følger:

Martin O’Hare (Formand)
Lars Auerbach (Kasserer)
Marianne Green
Tanja Olsen
Philip Palmer Jørgensen
Henrik Koop

En oplevelse af Copenhagen Folk Club
“Vi har været medlem af Copenhagen Folk Club stort set fra foreningens start, men vi har langt fra deltaget i alle de mange musikalske arrangementer af høj kvalitet, som foreningen har budt på gennem årerne. Her skal nævnes et par af vores højdepunkter.
Vi er, hvad man vel må betegne som “Tønderfestivalveteraner”, og i 2002 havde vi der oplevet Karan Casey, efter at hun var stoppet med Solas. Det var en rigtig god oplevelse, og vi måtte da også stå i kø det meste af dagen for at få vores gode pladser. Det var det hele værd! Da vi så kom hjem til storbyen, viste det sig, at Copenhagen Folk Club få dage efter havde et arrangement med samme Karan Casey. Vi fik hende med orkester og det hele. Her – i hovedstaden – var det bare på en lille intim scene og helt tæt på. Vi nyder hver gang denne tætte kontakt mellem musikere og publikum, der altid er at finde ved arrangementer i Copenhagen Folk Club.
En anden god oplevelse er fra april 2009, hvor Alan Tayler – også trofast “Tøndermusiker” – spillede ved et Folk Club arrangement i Metronomens på Frederiksberg. Han spillede og sang fantastisk. En mand, en guitar samt hans sange og fortællinger fra et langt liv. Vi var ikke så mange, men det lod han sig ikke mærke med. Vi der var mødt op i det lille lokale, fik hvad vi kom for og meget mere – synd for dem der blev der hjemme!
Vores yndlings spillested er netop Metronomen på Frederiksberg. Det er et hyggeligt lille hus i spændende arkitektur, der ligger på pladsen foran Frederiksberg Svømmehal. Til koncerterne åbnes døren som regel en time før. Vi plejer at starte med at købe en pizza eller to hos vores pizzamand lidt længere henne ad Godthåbsvej. Copenhagen Folk Club sælger øl og vin til rimelige priser, og så nyder vi vores aftensmad der i koncertsalen, mens vi venter på musikken. Nogle gange er der arrangementer lørdag eller søndag eftermiddag. Så kan man så let som ingenting gå lige derfra og finde et spisested. Der er masser at vælge mellem lige uden for døren. Mad og musik, musik og mad – kan det være bedre?”