Tag-arkiv: folkemusik

Hannah Rarity 19. marts

Søndag d. 19. marts kl. 20.00
Entre kr 100 / 175
Metronomen, Godtåbsvej 33, Frederiksberg 2000

Hannah Rarity er helt sin egen

Det er med stor forventning, Copenhagen Folk Club den 19. marts byder den skotske sanger og sangskriver Hannah Rarity velkommen på scenen i Metronomen. Hun har den dejligste stemme med sig, som allerede i en alder af otte gav hende en plads i The National Youth Choir. Senere efter en omvej med at studere film og TV skiftede hun til at studere på the Royal Conservatoire of Scottish Music i Glasgow.

Først da opdagede hun for alvor, at det er i den traditionelle skotske folkemusik, hun hører hjemme, og hun faldt fuldstændig for den. Og dem, der lytter til den, er faldet for hende. Hun har udgivet en EP (2016) og siden to album, nemlig ”Neath The Gloaming Star” i 2018 og ”To Be Near You” i 2022. Nu er hun 30 år og kan nok kaldes en af de helt store, nye skotske sangerinder. Hun er tydeligt passioneret om trad-folk og skriver også sine egne sange. Med til koncerten har hun Innes White på guitar og John Lowrie på klaver.  

Hun siger selv, at ”det at kunne trække på et så enormt repertoire i skotsk musik er et privilegium, og jeg nyder virkelig at arbejde med mine kolleger i folkemusikken, hvor vi kan skabe interessante arrangementer og egne fortolkninger af sangene. Sjovt er det også, og det er spændende hvert år at opleve variationen af musik og nye talenter. Jeg inspireres af andre, som har stor passion for den traditionelle folk og musik i det hele taget”.

Hannah Rarity passer ind, hvor det skal være med sin flotte, klare stemme, intensitet og udstråling, og hun har turneret med Cherish the Ladies, Blazing Fiddles, Rura og Niteworks og indgået i flere orkestersammenhænge. På dette års Celtic Connections Festival i Glasgow i januar/februar er hun på plakaten tre gange med forskellige musikere. Hun har modtaget flere priser og nomineringer. Rarity”, som jo er hendes efternavn, betyder på dansk ”sjældenhed”, og det er hun jo i kraft af sit helt eget store talent – også selv om der findes mange andre fine sangerinder.    

Hun har fortjent direkte kurs mod toppen, og nu kommer hu så til Danmark og Copenhagen folk Club. Hør hende i Metronomen søndag d. 19. marts.

Christian Alvad & Anna Wirsén d. 26. januar

Torsdag d. 26. januar kl. 20.00
Entre kr 100 / 175
Metronomen, Godtåbsvej 33, Frederiksberg 2000

Vi starter i det nordiske. Til årets første koncert i Copenhagen Folk Club kan du nemlig opleve duoen Christian Alvad og Anna Wirsén. Han er DK’s akustiske top-guitarist, hun er svensk og synger smukt i den nordiske visetradition andres og egne sange. Senest har hun udgivet CD’en ”Vardagsballerina”. Alvad har skabt film- og TV-musik, og tilsammen giver de os poesi, udstråling, humor, fortællinger – og dejlig musik.

Mange kender Christian Alvad fra hans mere end 30 årige samarbejde med Niels Hausgaard og andre. Han stemmer sine guitarer, så de kan levere noget unikt. Som han siger det: ”Jeg ville gerne spille musik med en stor lyd. Så begyndte jeg at pille ved instrumentet, og det er jo faldet i folks smag”. Han har udsendt en lang række album siden 1979 og indspillet musik til diverse naturfilm. I de senere år har han hans liv og samarbejde med Anna Wirsén skabt magi i musikken og en tæt og humoristisk kontakt med publikum.

Der er med andre ord lagt op til en stærk oplevelse med melodisk guitarspil, viser udi de nordiske traditioner, folk, måske lidt blues og romantik, humor, alvor, vemod, hverdag og engagerende historier om dette og hint. Mellem sine egne sange leverer Anna Wirsén også guldkorn fra Cornelis Wreeswijk og Evert Taube. Alvad & Wirsén sikrer en ret så suveræn og nordisk aften.  

Yves Lambert Trio

Søndag d. 29. maj  kl. 19.00
Entre kr 100 / 1
75
Bartof Station, Solbjergvej 3, 2000 Frederiksberg

Quebec kalder København og Frederiksberg

Når Copenhagen Folk i samarbejde med Bartof Station d. 29. maj præsenterer Yves Lambert Trio, er der helt sikkert budt op til fest. For når den nu 65-årige Monsieur Lambert går på scenen, så går han til den med humor, varme, charme, glæde og selvfølgelig kæmpetalent for at underholde, spille sin harmonika og synge et omfattende repertoire af musik fra den provins og by, Quebec, som han brænder intenst for.

Her er den lokale traditionsmusik sprællevende, og det skyldes ikke mindst netop Yves Lambert, som er ank ermand og indsparker for dens enorme revival gennem de seneste årtier. Han blev kendt tilbage i 1976, da han dannede storbandet La Bottine Souriante, som med sine mange musikanter, fodpercussion og Lambert som frontmand fik succes over hele verden. I Danmark gjorde de flere gange publikum på Tønder Festival ellevilde – aldrig havde vi da hørt noget lignende. Nu er det så utroligt nok allerede 20 år siden, han forlod bandet, nemlig i 2002. Nu skulle der ske noget andet.

Yves Lambert har siden været med i mange sammenhænge, hvor han altid arbejder for de helt særlige traditioner, som findes i det østlige Canada. Den helt særlige ’quebecois trad music’ er simpelt hen kulturelt arvegods, og Lambert spiller en stor rolle i, at den har fået særstatus og virkeligt lever anno 2022.

I 2010 dannede han trioen med multiinstrumentalisterne Tommy Gauthier og Olivier Rondeau, som på bedste vis bakker den karismatiske for-mand op. Gauthier især på violin og fængende fodpercussion og Rondeau på guitar samt begge på kor. De danner den solide bund for Yves Lamberts unikke showmanship og væver også det uundværlige bagtæppe med deres fine samspil, og trioen lyder til tider, som om de er dobbelt så mange.

Den melodiske musik går lige i fødderne og er yderst underholdende, livlig og meget andet. Den består både af tradition, evolution af musikken og af en revival, som mange både unge og gamle lader sig rykke i hjerterødderne af. Trioens musik demonstrer, hvordan trad-musik kan genopfinde sig selv i en moderne og vedkommende kontekst, og det kan altså opleves på Bartof Station som en del af trioens Danmarksturné.