Quebec kalder København og Frederiksberg
Når Copenhagen Folk i samarbejde med Bartof Station d. 29. maj præsenterer Yves Lambert Trio, er der helt sikkert budt op til fest. For når den nu 65-årige Monsieur Lambert går på scenen, så går han til den med humor, varme, charme, glæde og selvfølgelig kæmpetalent for at underholde, spille sin harmonika og synge et omfattende repertoire af musik fra den provins og by, Quebec, som han brænder intenst for.
Her er den lokale traditionsmusik sprællevende, og det skyldes ikke mindst netop Yves Lambert, som er ank ermand og indsparker for dens enorme revival gennem de seneste årtier. Han blev kendt tilbage i 1976, da han dannede storbandet La Bottine Souriante, som med sine mange musikanter, fodpercussion og Lambert som frontmand fik succes over hele verden. I Danmark gjorde de flere gange publikum på Tønder Festival ellevilde – aldrig havde vi da hørt noget lignende. Nu er det så utroligt nok allerede 20 år siden, han forlod bandet, nemlig i 2002. Nu skulle der ske noget andet.
Yves Lambert har siden været med i mange sammenhænge, hvor han altid arbejder for de helt særlige traditioner, som findes i det østlige Canada. Den helt særlige ’quebecois trad music’ er simpelt hen kulturelt arvegods, og Lambert spiller en stor rolle i, at den har fået særstatus og virkeligt lever anno 2022.
I 2010 dannede han trioen med multiinstrumentalisterne Tommy Gauthier og Olivier Rondeau, som på bedste vis bakker den karismatiske for-mand op. Gauthier især på violin og fængende fodpercussion og Rondeau på guitar samt begge på kor. De danner den solide bund for Yves Lamberts unikke showmanship og væver også det uundværlige bagtæppe med deres fine samspil, og trioen lyder til tider, som om de er dobbelt så mange.
Den melodiske musik går lige i fødderne og er yderst underholdende, livlig og meget andet. Den består både af tradition, evolution af musikken og af en revival, som mange både unge og gamle lader sig rykke i hjerterødderne af. Trioens musik demonstrer, hvordan trad-musik kan genopfinde sig selv i en moderne og vedkommende kontekst, og det kan altså opleves på Bartof Station som en del af trioens Danmarksturné.