19/03/16 – Marianne Green

Marianne_Green_2_Low_resMarianne Green er et friskt pust på den irske musikscene og en anmelderrost sanger. Hendes personlige fortolkning af traditionelle irske sange sunget på engelsk og gælisk blandet med egne sange og traditionelle instrumentalnumre, kombineres til en stemningsfyldt koncert.

 

Siden udgivelsen af sit debut album i 2010 “Dear Irish Boy”, lavet i samarbejde med den irske folk-legende Andy Irvine, har hun turneret i ind- og udland og medvirket i irske TV- og radioprogrammer på både engelsk og gælisk. Hendes kvalificerede research til albummet og indlevelse i den irske tradition samt evnen til at forny musikken, har vakt nysgerrighed og anerkendelse på den irske musikscene.

Marianne Green har været på flere turnéer i Irland og spillet på store festivaler som Sligo Live Festival, Ulster Bank Belfast Festival at Queens og International Fiddler’s Green Festival i Rostrevor. Flere af koncerterne er blevet optaget og sendt på BBC Radio Ulster. Hun har også spillet på Celtic Connections, Toogenburg Irsh Festivl i Schweiz, Oulu Irish Festival, Finland, City of London Festival og en traditionel musikfestival i Tunesien.

 

Marianne Green er vokset op i Danmark med en italiensk mor og en dansk/engelsk far og netop denne kulturelt blandede baggrund har ifølge hende selv været årsagen til, at hun har været åben over for de irske musikgenrer og -traditioner. De sidste 10 år har hun danset professionelt med ”Trad Lads & Green Steps” og har desuden startet skolen ”Dark Green School of Irish Dancing”. Samtidig har hun arbejdet med den irske sang, som har resulteret i udgivelsen af EP’en ”By Yonder Town” og debut-albummet ”Dear Irish Boy”. I 2013 kombinerede hun dansen og sangen til forestillingen ”Grá”, med dansere fra hendes ensemble Green Steps og nogle af hendes faste musikalske samarbejdspartnere.

 

Marianne Green: Sang, whistle.
Neil Stanford: Guitar
Martin O’Hare: Bodhran, bones.
Sonnich Lydom: Harmonika, mundharmonika.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.