Brendan Mulholland Duo


Søndag d. 20. oktober kl. 20.00

Dørene åbner 19.00 Entré kr 100 / 175
Metronomen, Godthåbsvej 33, Frederiksberg 2000

Unik duo: Det er to førsteklasses nordirske musikere, der indtager Metronomen for CFC denne gang. Duoen er Brendan Mulholland på fløjter og Luke Ward på bouzouki. Regn roligt med en særdeles intens og ekvilibristisk koncert med de to topmusikere.

Både fløjtespilleren Brendan Mulholland, som lægger navn til duoen, og bouzoukispilleren Luke Ward har i mange år været dybt involveret i den traditionelle irske musikscene i hver deres mange forskellige sammenhænge. De to musikere er eminente repræsentanter for den traditionelle musikscene, der som nok bekendt er i forrygende god form også i disse år.

Brendan Mulholland betragtes som en af de mest alsidige og allerfineste fløjtespillere i den irske musik i ikke mindst de senere år. Han er utrolig efterspurgt over hele Europa og bredere ud endnu, og det er både i forhold til koncerter, indspilninger og som underviser.

Hans 2022-online fløjteskole (godt tænkt under corona) blev et stort gennembrud i store dele af verden for ham og for irsk fløjtespil i det hele taget. Hans ”flute master classes” er i høj kurs med de tre nøgleord ”tone, timing, teknik”. Mulholland har ry for at skubbe grænserne, så at sige, og han samarbejder gerne med forskellige genrer for at promovere ”world folk”.

Anden del af duoen er Luke Ward på bouzouki, og man kan givetvis regne med en helt særlig stemning og atmosfære, når de to ekvilibrister går i musikalsk symbiose. Han indgår også i diverse samarbejder, bl.a. med Aaron O’Hagan på uilleann pipes, som han også selv spiller. De to udgav for nylig albummet ”From the Devil’s Punchbowl”. De er endvidere også teamet op med duopartneren Mulholland og med den prisvindende sean-nos-sanger Bliathin Mhic Cana i bandet Tempest, som regner med snart at udgive deres debutalbum.
Søndag d. 20. oktober er det duoformatet med Mulholland og Ward, vi præsenterer og sætter fokus på. Vi tvivler ikke på, at Metronomen bliver fornemt fyldt med flot, imponerende og intensivt fløjtespil i tæt sammenspil med bragende brillerende bouzouki. De to kan noget helt specielt sammen.