Dallahan slår til igen med stærk sound
Good news. For det er igen tid til en koncert med skotsk-irsk folkemusik og bandet Dallahan, som på sin Danmarksturné rammer Copenhagen Folk Club i Metronomen søndag d. 4. februar. Igen ja, For de var hos os for næsten nøjagtigt fire år siden.
Fyrig og festlig keltisk musik
Den fine sanger Jack Badcock står med sin gode stemme og guitar i front for bandet med Ciaran Ryan på banjo, mandolin og violin, Benedict Morris også på violin og Andrew Waite på harmonika. Sammen danner de et tætvævet, farvestrålende tæppe af musik i afvekslende farver, mønstre og tempi, og musikken går lige i deres glade, dedikerede publikummer.
Trods rødder og sjæl i deres trad-musikbagage ligesom også egne sange, så tager de lige så tit glad og gerne lytterne med på rejser ind i amerikansk folk, funky balkanmusik og rockede rytmer. Og fyrig, festlig og ofte instrumental keltisk musik. Det hele leveret med blændende spil, drive, overskud og masser af schwung og swing.
10-års jubilæum
Bandet kan i 2024 fejre 10 års-jubilæum og fik stor succes fra starten, og den er bare vokset og vokset. De har spillet på utallige festivaler og spillesteder i hele 23 lande og har stadig fuld fart på. Musikerne er dygtige og engagerende i sig selv, men er også del af en epoke, hvor den skotske og irske trad/folk-scene har blomstret vildt ligesom også for vidt også den danske. Den udvikling har Dallahan været meget medvirkende til med deres moderne, tidssvarende folkemusik.
Dallahan når altså langt rundt i musikken og har udsendt fire album. Det seneste ”Speak of the Devil” i juni 2023. De blev i begyndelsen sammenlignet med og kaldt den nye generations Lunasa. Men de er i høj grad sig selv med den erfaring, som 10 års musik og samspil giver. De har meget bevidst brudt grænser ned og skabt deres egen Dallahan-sound med nøgleord som medrivende og virtuos.
Nu er det blevet til et tiår med diverse nomineringer, priser og utallige koncerter. De er blevet veteraner og leverer stærke shows – glædeligt, at det nu igen bliver her i Copenhagen Folk Club og Metronomen.