
Dørene åbner 19.00 Entré kr 100 / 175
Metronomen, Godthåbsvej 33, Frederiksberg 2000
Ren tour-de-force-trio:
McGoldrick McCusker DoyleTrioen har spillet i Copenhagen Folk Club før, og det er en utrolig glæde, at de nu kommer på Danmarkstur igen. De tre musikere har spillet i mange sammenhænge siden deres pure ungdom, men det er ikke mindst, når de slår sig løs sammen, at disse klare stjerner skinner allermest. De er øverst i toppen af den irsk/skotsk/engelske/keltiske/folkroots-scene.Hver især er de excellente på deres instrumenter – hhv. fløjter/sækkepibe, guitar og violin og så det løse. Uanset hvilke konstellationer, de medvirker i, hæver de bare niveauet. Måske fordi de udover deres enorme dygtighed i høj grad også er musikalske legekammerater, som folder sig ud i nærmest et musik-triumftog. I de seneste godt 10 år har Mike McGoldrick, John McCusker og John Doyle i perioder spillet tæt sammen i denne triosammenhæng, selv om de alle tre har masser af andre musikalske gøremål. Mike McGoldrick var i sin tid medstifter af Flook og af Lunasa og brød totalt igennem i 2000 med sit eget album, ”Fused”, der havde sin helt egen sound og energi, og som på mange måder redefinerede traditionel musik. Den blev fulgt op af ”Wired”. Siden har han været med på alle Celtic Connections-festivalerne i Glasgow, fordi han indgår i så mange ting, bl.a. er han med i Capercaillie. Og både han og John McCusker har turneret verden rundt med Mark Knopfler. McCusker spillede i mange år med The Battlefield Band, og han har bl.a. også turneret med Bob Dylan. John Doyle anses som en af de allerbedste folkguitarister. Han blev kendt, da han i USA dannede det succesfulde band Solas. Doyle har virket som kapelmester for Joan Baez og er fast del af Mary Chapin Carpenters akustiske trio, og han er også sangskriver og en fin sanger. Både han og McGoldrick har spillet i Usher’s Island med Andy Irvine, Donal Lunny og Paddy Glackin. Jo, det er virkelig creme-de-la-creme, I som publikum vil opleve denne aften. Et musikalsk triumvirat, der indtager Copenhagen Folk Club i Metronomen med deres ekvilibrisme, energi og det enorme overskud, som koncerten helt stensikkert vil blive spillet med. Sandsynligvis uden egentlig sætliste, for det handler om at ”spille direkte fra hjertet og ikke overtænke tingene”. Med deres musikalske forbundethed, tætte samspil, venskab og kendskab til enhver nuance af hinandens fabelagtige spil, kommer musikken flyvende. Tilsyneladende legende let. Det er det nok også på mange måder for disse højtbegavede musikere, som vitterlig er en usædvanlig tour-de-force.