Tag-arkiv: skotsk sanger

Kris Drever & Boo Hewerdine

Torsdag d. 4. maj kl. 20.00
Entre kr 100 / 175
Metronomen, Godtåbsvej 33, Frederiksberg 2000

Kris Drever og Boo Hewerdine er to af UK’s flittigste og mest efterspurgte musikere. De er begge to sangere, sangskrivere, guitarister og producere, og så er de rigtig fine musikalske venner

I 2015 udgav de sammen EP’en ”Last Man Standing” og arbejder nu og da som duo. Men de mødtes længe før det. Boo Hewerdine er meget kendt som producer, og det var i den kontekst, Drever tog kontakt om en sang til hans senere prisvindende debutalbum, ”Black Water” fra 2006. Siden har Kris udgivet bl.a.”Mark the Hard Earth”,”If Wishes Were Horses” og “Where the World is Thin” i eget navn.  

Den nu 44-årige Kris Drever er fra Shetland anerkendt som en af de vigtigste singer/songwriters på den skotske, kontemporære roots & folkscene, hvor han også har været med i grupperne Session A9, trioen LAU og allerførst Fine Friday, som udgav to albums. De andre to var Nuala Kennedy og Anna-Wendy Stevenson. Han dannede LAU i 2005, og de udgav fem albums (indtil videre), og sideløbende har han samarbejdet med mange andre, bl.a. Roddy Woomble, John McCusker, Kate Rusby, Julie Fowlis og Eddi Reader. Netop sidstnævnte forbinder i høj grad aftenens to musikere.  

61-årige Boo Hewerdine indspillede først med bandet The Great Divide, og så kom firserbandet The Bible. Hurtigt blomstrede Boo som musiker, sangskriver, producer og live performer. Som producer er han fuld af ideer, innovativ og tager lederskab for produktionerne. Han har eget plademærke, Haven Label, og afholder også sangskriver-workshops. Sangskrivning er nummer ét.

Hans allermest kendte samarbejde er med den skotske sangerinde Eddi Reader, som i 1989 havde kæmpesucces med Fairground Attraction og sangen ”(It’s Got to Be) Perfect”. Hun er siden blevet skotsk folks darling og beundres for sin sang i hele verden. Boo og Eddi fik international succes med Hewerdines sang ”Patience of Angels” i 1995, og han producerede Readers “Sings the Songs of Robert Burns” i 2003. Det album er blevet en folk-klassiker. State of The Union er Hewerdines hans nu og da-duo med amerikanske Brooks Williams, hvor de virkelig får præsenteret et miks af deres vidt forskellige musikalske udgangspunkter. Den dygtige mand har skrevet materiale til bl.a. Sia, K.D. Lang, Drever, Reader og selvfølgelig sig selv.

Det glæder os i CFC at kunne præsentere denne exceptionelle top-duo i Metronomen.

Hannah Rarity 19. marts

Søndag d. 19. marts kl. 20.00
Entre kr 100 / 175
Metronomen, Godtåbsvej 33, Frederiksberg 2000

Hannah Rarity er helt sin egen

Det er med stor forventning, Copenhagen Folk Club den 19. marts byder den skotske sanger og sangskriver Hannah Rarity velkommen på scenen i Metronomen. Hun har den dejligste stemme med sig, som allerede i en alder af otte gav hende en plads i The National Youth Choir. Senere efter en omvej med at studere film og TV skiftede hun til at studere på the Royal Conservatoire of Scottish Music i Glasgow.

Først da opdagede hun for alvor, at det er i den traditionelle skotske folkemusik, hun hører hjemme, og hun faldt fuldstændig for den. Og dem, der lytter til den, er faldet for hende. Hun har udgivet en EP (2016) og siden to album, nemlig ”Neath The Gloaming Star” i 2018 og ”To Be Near You” i 2022. Nu er hun 30 år og kan nok kaldes en af de helt store, nye skotske sangerinder. Hun er tydeligt passioneret om trad-folk og skriver også sine egne sange. Med til koncerten har hun Innes White på guitar og John Lowrie på klaver.  

Hun siger selv, at ”det at kunne trække på et så enormt repertoire i skotsk musik er et privilegium, og jeg nyder virkelig at arbejde med mine kolleger i folkemusikken, hvor vi kan skabe interessante arrangementer og egne fortolkninger af sangene. Sjovt er det også, og det er spændende hvert år at opleve variationen af musik og nye talenter. Jeg inspireres af andre, som har stor passion for den traditionelle folk og musik i det hele taget”.

Hannah Rarity passer ind, hvor det skal være med sin flotte, klare stemme, intensitet og udstråling, og hun har turneret med Cherish the Ladies, Blazing Fiddles, Rura og Niteworks og indgået i flere orkestersammenhænge. På dette års Celtic Connections Festival i Glasgow i januar/februar er hun på plakaten tre gange med forskellige musikere. Hun har modtaget flere priser og nomineringer. Rarity”, som jo er hendes efternavn, betyder på dansk ”sjældenhed”, og det er hun jo i kraft af sit helt eget store talent – også selv om der findes mange andre fine sangerinder.    

Hun har fortjent direkte kurs mod toppen, og nu kommer hu så til Danmark og Copenhagen folk Club. Hør hende i Metronomen søndag d. 19. marts.