Kategoriarkiv: Koncerter

Siger AFLYST

Torsdag d. 14. marts kl. 20.00
Dørene åbner 19.30 Entré kr 100 / 175
Metronomen, Godthåbsvej 33, Frederiksberg 2000

Flamsk duo skaber musikmagi

Brødrene Ward og Hartwin er kendt for deres nytænkende instrumentale kompositioner, som dog har dybe rødder i den traditionelle flamske musik. De har spillet sammen i mere end 15 år på scener i både hjemlandet Belgien/Flandern og rundt omkring i verden. Rudolstadt, Celtic Connections, Folk Alliance og Underneath the Stars er blot nogle af de store festivaler, som brødrene Dhoore har underholdt med deres musik. De er også vældig godt kendt via radioprogrammer i deres hjemland.

”Siger den Rode”

Trio Dhoore har de tidligere været kendt som, ligesom Estbel og The Flemish Folk Caravan er andre navne, de har spillet under. Igennem årene har de fået skabt deres egen markante musikidentitet, en solid fanbase og dermed en rigtig stærk karriere. Og altså nu primært under navnet Siger – med skarpt g i midten. Det nye navn kommer fra ”Siger den Rode” var den første leder af “Rodeland”’, et flamsk område med en rig kulturhistorie, og som de kommer fra. Siger herskede i fred med lokalbefolkningen – indtil en spansk erobrer væltede ham af tronen.

Brødre med inspiration og intuition

De får inspiration til deres musik i det at være sammen ”on the road”. For som de siger, så ”befidner vi os i så mange forskellige situationer, som vækker forskellige følelser, som vi tit kan oversætte til nye melodier”. Ward er den yngste bror og spiller oktavmandolin/mandola, og han fortæller, at det er ikke ualmindeligt, at den ene begynder at spille en helt ny melodi, mens vi laver sound check.  Hvis den anden så straks spiller med, så ved vi begge, at den tune kommer til at ende på vores næste album”, supplerer Hartwin Dhoore, der spiller diatonisk harmonika.

Vi ser frem til at præsentere de talentfulde, erfarne, belgisk/flamske brødre i Siger og deres meget personlige, velklingende og ret så unikke folkemusik. De understreger, at de hver eneste gang fyldes med spænding og glæde over at spille den live for publikum. Med deres instrumenter og indgående kendskab til hinandens spil skaber de en næsten magisk atmosfære. Glæd jer gerne til en usædvanlig musikaften.

Doyle, Fromseier & Andersson

Lørdag d. 20 januar kl. 20.00
Entré kr 100 / 175
Metronomen, Godthåbsvej 33, Frederiksberg 2000

Velkommen til 2024

Årets første koncert i Copenhagen Folk Club d. 20. januar er med den irsk/dansk/svenske trio DFA, altså Doyle, Fromseier, Andersson. Du kan glæde dig til en alsidig og engagerende herretrio med rødder i tre lande, men med et fælles musikalsk drive. Stig om bord i den irske trad med mange nuancer.

Sjælfulde, irske sange og energiske tunes

Den sjældne kombination af Colm Doyles melodiske stemme og Jonas Fromseiers fine, ferme bouzouki & banjospil i svingende symbiose med Joel Anderssons dynamiske og prisvindende mundharpespil vil trække dig ind i sjælfulde, irske sange og energiske jigs, reels, hornpipes og polkas. DFA er en powertrio, som fylder scenen.

Colm Doyles stærke tilstedeværelse og hans vokal fuld af følelser smelter sammen med Joels rytmiske og innovative mundharpe-akkompagnement og skaber en lyd, som rammer og fængsler. I tillæg til det får man også Jonas Fromseier, hvis musikalske rejse er kulmineret i tenorbanjo og en bouzouki-spillestil, som næsten er magnetisk. Mens Doyle, Fromseier & Anderssons udgave af traditionelle sange og tunes hylder den rige, irske arv puster den også nyt og spændende liv i den, ovenikøbet garneret af skandinavisk tilstedeværelse – rytmisk, dynamisk og ekspressivt.

Vokal, mundharpe, bouzouki og banjo

Hver især byder de tre musikere ind med hver deres individuelle talent, som tilsammen skaber noget helt specielt, og DFA inviterer sit publikum med på en musikalsk rejse, der væver trådene fra den irske arv sammen med en kontemporær ånd og hjerte. Kombinationen af vokal, mundharpe, bouzouki og banjo og med opfindsomme arrangementer skaber en ganske magisk stemning.

Sanger Colm Doyles er inspireret af mange irske musiklegender – såvel af ældre som yngre karakter med musik fra steder som Sligo, Leitrim, Fermanagh og Donegal. Han er opvokset i en meget musikalsk familie og udviklede en stærk fascination for sang og komponerer også selv.

Bornholmske Jonas Fromseier opdagede tidligt den irske musik, og via først København og session-scenen der flyttede han til Galway, hvor han dedikerede sig fuldstændigt til musikken på de nævnte instrumenter. Han har været med i irske bands og turneret i Europa og USA og er bl.a. med på David Munnelly & Michael McGoldricks seneste duoalbum.

Nordsvenske Joel Andersson fik sin første mundharpe som toårig og har spillet professionelt, fra han var 13. Hans far lyttede til irsk musik og spillede flere instrumenter, så musikken har været med ham altid. Andersson har turneret med sit nemt-transportable instrument i hele Europa og givet workshops. Vi ser frem til at byde jer velkommen til en (som sædvanlig) usædvanlig stærk koncert.

Ian Carr & The Various Artists

Søndag d. 12. november kl. 20.00
Entre kr 100 / 175
Metronomen, Godtåbsvej 33, Frederiksberg 2000

– med fuld fart og humor

Bandleder, guitarist, sanger med mere, Ian Carr, har sine oprindelige musikrødder i det engelske grevskab Cumbria, som grænser op til Skotland, men flyttede for en del år siden til Falun i Sverige. Inden da havde han været i band med kendte og absolut anerkendte musikere som Kate Ruby, Eddi Reader, Kathryn Tickell Kris Drever, John McCusker og selvfølgelig Swåp.

Det må siges at være et flot musikalsk CV, som også inkluderer bl.a. Gustav Ljunggren og nu dem, som går under navnet ”The Various Artists, som er Maria Jonsson på viola/d’amore, Thomas Gibbs på keyboard, Laura Wilkie på violin og Staffan Lindfors, kontrabas – alle ligeledes med på vokalsiden. Tilsammen indbyder de til en festlig og flot aften med alt fra vals til vilde reels, swingende musik i alle tempi, overraskende arrangementer og Carrs historiefortælling foruden hans bemærkelsesværdige, rytmiske guitarspil. Hans engelsk/svenske band blev dannet efter en session i Glasgow og i 2015 spillede de ved den legendariske vinterfestival Celtic Connections,

Guitarist, komponist og Storyteller

Den nu 58-årige musiker anses for at være en af de bedste og mest indflydelsesrige guitarister i sin generation, storyteller og tydeligvis med masser af humor.Han er også kendt som en fremragende komponist, som bl.a. Sharon Shannon og den skotske Kinnaris Quintet har benyttet sig af. Sidstnævnte har som medlem samme Laura Wilkie, som altså også er en de ”andre artister” i hans band. 

Det dannede Carr i forbindelse med, at han skulle indspille sit første soloalbum. En anmelder skrev om bandets album ‘I Like Your Taste in Music’ (fra 2020): “Det er et af de mest opfindsomme, skæve og direkte grin-fremkaldende album, denne anmelder har hørt i årevis”. Et fast indslag i de seneste svenske koncerter er glade publikummer, der fortæller bandet, at de var blevet mindet om Frank Zappa! Derfor bandets nye motto:”Zappa & The Mothers of Invention go deep trad”.

I 2022 udgav han CD’en “Ian Carr Covers Traditional Melodies of Dalarna”, som fik en fin omtale på folk-websitet rootszone.dk. Det tyder på, at han har slået meget dybe rødder i sit hjemland siden 2001, hvor han er gift med Maria Jønsson, som er en af de ”forskellige artister”.

I kan godt forvente en meget varieret, veloplagt og måske også lidt vild aften i Metronomen d. 12- november.